Få et billigt sommerhus i en helårsbolig

Skrevet af admin

24/05/2014

Dagens topnyheder

I 40 ud af 42 kommuner er det nu billigere at lave en helårsbolig om til et sommerhus end at købe et sommerhus.

Køber man et byhus, et hus på landet eller en villa, kan det være en billigere løsning end at købe et klassisk sommerhus, viser en opgørelse fra ejendomsmæglerkæden Home.

Og der kan være mange penge at spare. På klippeøen Bornholm er helårshuset 62 procent billigere at få fingrene i end sommerhuset. Det betyder, at et helårshus på 80 kvadratmeter koster 700.000 kroner mindre end et sommerhus på samme størrelse.

Også i Hjørring Kommune, hvor Løkken og Lønstrup hører til, er forskellen oppe på 62 procent. Mens man i Thisted Kommune med Klitmøller og Thy Nationalpark kan få et helårshus 57 procent billigere.

På Sjælland kan det i Odsherred Kommune banke kvadratmeterprisen ned fra 13.505 kroner for et sommerhus til 5870 kroner for en helårsbolig - en besparelse på 57 procent. Og det er muligt at gøre helårshuset til en sommerbolig.

For et år blev den såkaldte flexbolig-ordning indført. Ifølge Home har regeringen foreslået, at ordningen skal udvides, så tilladelsen til at bruge et helårshus som sommerhus bliver permanent, så den følger huset og ikke ejeren. Det er de enkelte kommuner, der giver tilladelserne.

- For en køber kan en flexbolig være vejen til et unikt og billigere sommerhus - lidt væk fra alfarvej og de klassiske sommerhusområder, siger Mads Ellegaard, relationschef i Home.

- Vi ser et langt større potentiale i flexboliger, hvis forslaget bliver vedtaget. Når tilladelsen følger huset, giver det køberne en sikkerhed for, at helårsboligen rent faktisk må anvendes som sommerhus, siger han.

Der er dog forskel på, hvilken beliggenhed man får ved at vælge et helårshus. For mens sommerhuse ofte ligger i ferieområder tæt på strand, vand og natur, er der større forskel på, hvor helårshusene ligger.

Men på landsplan er helårshuset i snit 22 procent billigere pr. kvadratmeter end sommerhuset, viser opgørelsen, der er lavet på basis af tal fra Boligmarkedsstatistikken.

/ritzau/