Facebook-Danmark samler ind til efterladte efter Nakskovbrand

Skrevet af Janni Hansen

04/02/2015

Dagens topnyheder

90.000 kroner. Så mange penge har en støttegruppe på Facebook samlet ind for at hjælpe de efterladte fra branden i Nakskov, der, den 30. januar 2015, kostede fire mindreårige børn og en voksen mand livet.

Michael Baruch fra Nakskov er initiativtager til Facebookstøttegruppen, som lige nu tæller 3.000 medlemmer. Hans gode ven Lars mistede sine to drenge på fire og otte år, Tobias og Viktor, under branden.

Læs også: Sådan brandsikrer du dit hjem bedre

Lars' kammerat, som var på besøg med sine to børn, omkom sammen med sine børn, da han forsøgte at redde alle fire børn ud fra den voldsomme brand på Mosevej i Nakskov.

- Lars er min bedste ven, og han har mistet alt. Så jeg tænkte, at det vi venner kan gøre er at hjælpe, så han ikke skal spekulere på, hvordan man får penge til begravelsen. Det hele er brændt, og der kan jo nemt gå hen ved et år, inden forsikringsselskabet er færdig," forklarer Michael Baruch til Jyllandsposten.

Michael Baruch havde slet ikke regnet med den store tilslutning, men pengene er strømmet ind, og han har derfor besluttet at det indsamlede beløb skal fordeles ligelig mellem hans ven Lars og børnenes mødre.

- Jeg vil ikke gøre forskel på nogen, siger han.

Donationerne begrænser sig ikke kun til penge:

- Folk holder loppemarked i Randers, og andre har meddelt, at de kommer ned med nogle ting. En café i Nakskov har doneret smørrebrød til begravelsen, så familien ikke skal tænke på det, og Frelsens Hær har doneret tøj og møbler, fortæller Michael Baruch.