Facebook-hyldest efter brandattentat udløser fængsel

Skrevet af admin

15/06/2016

Dagens topnyheder

En 27-årig mands Facebook-kommentar efter et brandattentat får nu konsekvenser. Københavns Byret har onsdag idømt manden 40 dages betinget fængsel.

Manden skrev i en kommentar på Facebook tilbage i august 2015, at han var villig til at donere en lighter og hælde benzin over Islamisk Trossamfunds bygning i København. Kommentaren faldt kort efter et brandattentat mod det religiøse forsamlingshus.

Den unge københavner tilstod ved onsdagens retsmøde, at han havde skrevet opslaget.

Han havde ikke en advokat med til at tale sin sag. I stedet forsvarede han sig med, at han ikke havde til hensigt at opfordre til kriminalitet.

- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det kunne opfattes som en opfordring. Så havde jeg ikke skrevet det.

- Det er skrevet i dumhed, fordi jeg blev revet med af de tidligere kommentarer, lød mandens forklaring.

Den dømte er ikke den første, der kommet på kant med loven efter at have skrevet om ildspåsættelser på nettet.

Da en psykisk syg mand fra Moldova i august 2015 satte ild til Islamisk Trossamfunds lokaler i Københavns Nordvestkvarter, fik det nemlig mange af Facebook-gruppens medlemmer til tasterne.

Debattens bølger endte med at gå så højt, at mindst tre mænd blev sigtet for at tilskynde til ildspåsættelse.

I starten af juni fik en 74-årig mand en dom på 60 dages betinget fængsel af Retten i Nykøbing Falster, fordi han havde meddelt, at han glædeligt ville donere en dunk benzin til brandprojektet.

Samtidig er en mand i Nordjylland fortsat sigtet for at bifalde brandattentater på moskeer.

Dommeren i København lagde onsdag vægt på, at den 27-årige ikke havde til hensigt at opfordre til kriminalitet, og derfor blev straffen mildere end for den 74-årige.

/ritzau/