Facebook i ny milliardhandel: Køber netbrille-firma

Skrevet af admin

26/03/2014

Dagens topnyheder

Facebook købte for nylig besked-applikationen WhatsApp, og nu udvider den amerikanske gigant endnu en gang.

Facebook køber den to år gamle virksomhed Oculus VR, som laver virtuelle briller til gaming, for to milliarder dollar.

Det er første gang, at det sociale netværk laver et hardware-opkøb, og med handlen markerer Facebook, hvad man tror, bliver det næste skift i den hurtigvoksende industri.

Forbrugerne dropper i stigende grad deres pc'er til fordel for smartphones, og verdens største sociale netværk er blevet kritiseret for at have reageret for langsomt på den udvikling. Facebooks omsætning er først for nylig begyndt at vise bedring.

Flere i branchen mener, at det næste store hit kan blive gadgets, som man bærer på kroppen - som for eksempel virtuelle gaming-briller.

Google har allerede testet dets Google-briller, og i sidste uge præsenterede selskabet computerstyrede armbåndsure.

Facebook mener, at "virtual-reality" - en computerskabt virkelighed - kan blive fremtidens platform for sociale netværk. Derfor har den amerikanske virksomhed købt Oculus.

- Mobiltelefoner er platformen i dag, og nu gør vi os også klar til morgendagens platforme, lyder det fra Facebooks grundlægger og topchef, Mark Zuckerberg.

- Oculus har mulighed for at skabe den mest sociale platform nogensinde og ændre den måde, vi arbejder, leger og kommunikerer på, tilføjer han.

Facebook købte for nylig den populære besked-applikation WhatsApp for ikke mindre end 19 milliarder dollar.

WhatsApp er på mange områder lig med andre beskedtjenester. En forskel er dog, at den kører over internettet, hvorfor app'en blandt andet er populær for folk, der vil kommunikere med bekendte i udlandet.

/ritzau/Reuters