Fængselsforbund famler i blinde om mobiler i fængslerne

Skrevet af admin

28/01/2016

Mest læste i dag

Kriminalforsorgen og politiet må simpelthen til at snakke bedre sammen.

Det mener Kim Østerbye, formand i Fængselsforbundet, efter at det er kommet frem, at fire personer, der er sigtet for at have hjulpet Omar el-Hussein, har brugt mobiltelefoner under deres varetægtsfængsling.

- Jeg håber virkelig, at dialogen mellem Kriminalforsorgen og politiet kommer til at ændre sig efter det her, siger han til Ritzau.

Kim Østerbye fortæller, at hans medlemmer ikke var orienteret om, at de sigtede skulle håndteres med større agtpågivenhed. Personerne blev derfor behandlet ligesom "indbrudstyve og andre fængslede".

Hverken Kriminalforsorgen eller anklageren i sagen vil kommentere de sigtedes adgang til telefoner over for Ritzau.

De fire personer er sammen med en femte sigtet for at have bistået Omar el-Hussein, da han i februar sidste år angreb kulturhuset Krudttønden og synagogen i Krystalgade i København.

Justitsminister Søren Pind (V) har nu bedt om en samlet redegørelse for, hvordan kommunikationen og koordineringen mellem de involverede myndigheder er foregået.

Ministeren foreslår, at Kriminalforsorgen skal anvende narkohunde til at opsnuse telefonerne.

Derudover skal der i højere grad benyttes kropsskannere, som man kender det fra lufthavne. De skal bruges i flere af Kriminalforsorgens lukkede institutioner, lyder det.

Og det lyder fornuftigt, mener Fængselsforbundet.

- Det er helt på linje med nogle af de ting, vi havde forestillet os i Fængselsforbundet. Vi har længe efterspurgt flere initiativer, så det giver god mening, lyder det fra Kim Østerbye.

Formanden understreger, at han er "rigtig ærgerlig over", at de fire personer har haft adgang til mobiltelefoner.

/ritzau/