Fængsler: Hver femte indsatte udsættes for vold

Skrevet af admin

19/07/2014

Mest læste i dag

Miljøet på gange og fællesrum i de danske fængsler kan være råt.

Næsten hver femte af de indsatte har været udsat for vold fra en medfange, viser en ny undersøgelse fra Kriminalforsorgen.

Den omfatter 2453 fængslede og er dermed den hidtil største brugerundersøgelse blandt indsatte i fængsler og arresthuse.

Størst er risikoen i de lukkede fængsler, hvor omkring hver tredje af de indsatte oplyser, at de "sjældent", "nogle gange" eller "ofte" har været udsat for vold.

I Kriminalforsorgen siger vicedirektør Annette Esdorf, at det er svært at undgå konflikter, når mange mennesker sættes sammen under trange forhold.

Men hun erkender, at tallet er højt - ikke kun i de lukkede fængsler, men også generelt.

I et forsøg på at gøre fængslerne mere sikre både for indsatte og personale, er det planen at ombygge de gamle, så de ligesom de nye opdeles i mindre afdelinger.

- I stedet for de meget store afdelinger, skal der ikke være flere end 6-12 indsatte sammen. På den måde er det nemmere for personalet at overskue, hvad der foregår. Det arbejde er vi i gang med, siger Annette Esdorf til Ritzau.

De nye tal kommer ikke bag på formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye. Tværtimod mener han, at omfanget af vold i virkeligheden er større.

- Mange indsatte opfatter det ikke som vold, hvis de for eksempel får en på hovedet. Det er de vant til fra livet uden for fængslet, og derfor vil de ikke lade sådan en episode tælle med, når de bliver spurgt, siger Kim Østerbye til Ritzau.

Han forklarer den stigende vold med, at der blandt de indsatte er blevet en større koncentration af farlige kriminelle.

Det skyldes, at mindre alvorlige forbrydelser i dag oftere straffes med alternative sanktioner som samfundstjeneste og fodlænke.

- Tilbage bliver den hårde kerne, herunder bandemedlemmer, som i højere grad bruger vold som udtryksform både over for andre indsatte og over for personalet.

- Når vi så samtidig kan se, at antallet af indsatte stiger, uden at vi bliver flere betjente, så vil volden stige, siger Kim Østerbye.

/ritzau/