I alt har 17 personer været under behandling for ebola i Europa og USA. Kun tre af dem menes dog at være blevet smittet i Vesten.
Det drejer sig om to amerikanske og en spansk sygeplejerske.
Her kan du læse mere om de enkelte tilfælde af ebola i Vesten.
* USA (otte tilfælde):
Den liberiske mand Thomas Eric Duncan, der nu er død, blev smittet med ebola i sit hjemland, men rejste til USA, inden sygdommen brød ud. I slutningen af september blev ebola-diagnosen stillet, og han blev indlagt på et hospital i Dallas i Texas.
Her er to sygeplejersker blevet smittet efter at have været i kontakt med Duncan. De to smittede er den 26-årige sygeplejerske Nina Pham og hendes 29-årige kollega Amber Vinsom.
Ud over de to sygeplejersker er en kameramand fra NBC og en læge under behandling i USA.
Tidligere er tre amerikanere blevet kureret for ebola. De blev alle behandlet med eksperimentel ebola-medicin, inden de blev erklæret raske.
* Spanien (tre tilfælde)
I Spanien er en 44-årig kvindelig sygeplejerske blevet diagnosticeret med ebola efter at have plejet en ebola-patient, der havde arbejdet i Vestafrika. Hun er angiveligt den første person, der er blevet smittet med sygdommen i Europa.
I august døde den 75-årige spanske præst Miguel Pajares i Madrid. Han var angiveligt den første europæer, der blev smittet med den meget dødelige virus i Vestafrika.
I september døde hans landsmand og kollega, den 69-årige præst Manuel Garcia Viejo, der var blevet behandlet af den 44-årige spanske sygeplejerske, inden han døde.
* Tyskland (tre tilfælde)
I Tyskland døde en 56-årig ebolasmittet FN-medarbejder natten til tirsdag. Han var den tredje ebolapatient, der er bragt til Tyskland. En af dem er i dag rask, mens den sidste fortsat er i behandling. Der er tale om to læger.
* Norge (et tilfælde)
I Norge kæmper læger og sygehuspersonale for at redde en norsk ebolasmittet sygeplejerskes liv. Hun blev smittet i Sierra Leone og er fløjet hjem til behandling i Norge.
* Storbritannien og Frankrig (et tilfælde hver)
* Både Storbritannien og Frankrig har haft en enkelt person i behandling for ebola. De er i dag begge erklæret raske.
(Kilde: WHO, New York Times, BBC, AFP, Reuters, The Telegraph og NTB)
/ritzau/