* Flyselskabet Cimber grundlægges i 1950 af Ingolf L. Nielsen og kommer senere til at hedde Cimber Air.
* 1966: Cimber Air får ret til at flyve på Sønderborg-København ruten.
* I 1971 indgår flyselskabet en samarbejdsaftale med SAS og Maersk Airlines - det fælles firma hedder Danair. Det afvikles i 1995, så de tre flyselskaber igen bliver konkurrenter.
* I 1998 køber SAS 26 procent af Cimber Air.
* 2003: Cimber Air køber aktierne tilbage fra SAS og er igen et 100 procent familieejet selskab.
* I 2008 køber Cimber Air dele af det konkursramte Sterling, og den 7. januar 2009 lanceres det nye Cimber Sterling. 1. december samme år går selskabet på børsen.
* I 2011 hænger økonomien i laser, og selskabet regner med et underskud på op til 200 millioner kroner ud af en omsætning på to milliarder. Flere rejseselskaber vil ikke længere sælge billetter til Cimber Sterling.
* 8. juni 2011 får selskabet på en ekstraordinær generalforsamling grønt lys fra aktionærerne til at udstede nye aktier og dermed adgang til ny kapital på 300 millioner kroner over tre år fra den amerikanske kapitalfond GEM.
* I juli 2011 bliver selskabet overtaget af investeringsselskabet Mansvell, der er ejet af den ukrainske milliardær Igor Kolomojskij. Han forpligter sig til at købe 110,5 millioner nye aktier for et samlet beløb på cirka 165 millioner kroner.
* 18. april 2012 meddeler Cimber Sterling, at 200 af de cirka 890 medarbejdere skal fyres inden oktober. Desuden bliver flere ruter varslet nedlagt.
* 24. april 2012 udvider Cimber Sterling aktiekapitalen med 300 millioner kroner.
* 3. maj 2012 begæres selskabet konkurs.
* 15. maj 2012 opstår Cimber A/S i resterne af Cimber Sterlings konkurs. 114 medarbejdere samt fire fly følger med over i det nye selskab. Cimber A/S er efterfølgende underleverandør for SAS.
* 29. september 2014 meddeler Cimber A/S, at det lukker og slukker til april 2015, da SAS har opsagt aftalen med Cimber. 130 medarbejdere bliver opsagt, men flyselskabet, der har hovedsæde i Sønderborg, vil forsøge at finde en ny kunde.
(Kilde: Cimber m.fl.)
/ritzau/