FAKTA: Danske gidsler i udlandet

Skrevet af admin

07/03/2014

Dagens topnyheder

Journalisten Jeppe Nybroe blev fredag sat fri, efter at han siden starten af februar har været taget som gidsel i Mellemøsten. En dansk medarbejder fra Læger uden Grænser bliver stadig holdt fanget.

Her er de sager, som offentligheden har haft kendskab til siden år 2000, hvor danskere har været gidsler i udlandet.

 

 

2014 Libanon

Den danske journalist Jeppe Nybroe blev ifølge Ritzaus oplysninger kidnappet 7. februar af en kriminel bande efter at have lejet en bil i Beirut, Libanons hovedstad, hvor han arbejdede som freelancejournalist. Efter en måned i fangenskab blev han sat fri.

 

2014 Syrien

2. januar bliver en dansk medarbejder fra Læger uden Grænser bortført sammen med fire kolleger fra et hus i det nordlige Syrien. Der er endnu ingen nærmere oplysninger om, hvem det er, eller hvem der står bag bortførelsen.

 

2011 Somalia

I oktober 2011 blev den 60-årige danske nødhjælpsarbejder Poul Hagen Thisted taget til fange i Somalia inde i landet sammen med sin amerikanske kollega, da deres vagter var i ledtog med pirater. USA befriede dem med militær magt den 25. januar 2012.

2011 Somalia

I 2011 var syv danske lystsejlere gidsler i godt et halvt år hos somaliske pirater. Det drejede sig om familien Quist Johansen med tre børn samt to gaster. De blev taget som gidsler 24. februar 2011 og frigivet 6. september mod en ukendt løsesum.

 

2011 Somalia

Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez blev sammen med fire filippinske kolleger kidnappet fra fragtskibet Leopard 12. januar 2011. De blev løsladt 30. april 2013 og sad som gidsler i Somalia i over to år - helt præcis 838 dage.

 

2007 Somalia

Fem danske søfolk blev frigivet den 22. august efter 83 dages gidseltagning om bord på "Danica White". Piraterne forlangte løsesum på godt otte millioner kroner, men rederiet Folmer ønsker ikke at oplyse, hvor meget der blev betalt.

 

2007 Afghanistan

Dansk journalist med afghansk oprindelse, 27-årige Nagieb Khaja, blev bortført af Taliban-militsen. Han blev senere løsladt.

 

2004 Irak

Den 35-årige danske forretningsmand Henrik Frandsen bliver fundet dræbt, efter han blev bortført af ukendte gerningsmænd 10. april 15 kilometer nord for Bagdad.

 

2003 Abkhasien

Dansk FN-observatør blev bortført sammen med to tyske kolleger og en tolk i udbryderrepublikken Abkhasien i Kaukasus. Efter en uge blev alle frigivet.

 

2003 Indien

21-årig dansk rejsende bortførtes i Indien af folk, der udgav sig for turistguider. Det indiske politi fik kontakt til gruppen i den nordlige del af landet, og efter en biljagt blev danskeren befriet og ni mand anholdt.

 

2001 Colombia

Den 46-årige Erik Kjærsgaard Eriksen, der arbejdede på et socialt udviklingsprojekt syd for hovedstaden Bogota i Colombia, bliver bortført i den vestlige del af landet af den venstreorienterede oprørsbevægelse Den Nationale Befrielseshær (ELN). Han blev holdt tilbage i fem uger, før bevægelsen frigav ham.

 

2001 Bangladesh

De to danske Kampsax-ingeniører Torben Mikkelsen og Nils Hulgaard blev bortført og tilbageholdt sammen med en britisk kollega som gidsler i den bangladeshiske jungle ved Chittagong Hill. Bortførerne krævede cirka 12 millioner kroner i løsesum, men efter en måned bliver de tre løsladt i god behold.

 

2000 Abkhasien

To danske FN-soldater, major Thomas Rosenquist og kaptajn Kaj Selwood Laursen fra FN's Unomig-styrke, blev taget til fange, da de var på patrulje i det uvejsomme Kodori-område i Abkhasien. Løsladt efter fire dage.

 

/ritzau/