* Den ekstremistiske gruppe Den Islamiske Stat i Irak og Levanten, Isil, bliver ledet af Abu Bakr al-Baghdadi.
* Al-Baghdadi er født i byen Samarra nord for Iraks hovedstad, Bagdad, i 1971. Han er også kendt under navnet Abu Dua.
* Både myndigheder og medier har svært ved at dokumentere en del oplysninger om hans liv, men han har angiveligt læst islam på et universitet i Bagdad, og hans fødenavn menes at være Awwad Ibrahim Ali al-Badri al-Samarrai.
* Han tilhørte angiveligt en militant islamistisk gruppe under præsident Saddam Husseins styre, og han var fange hos de amerikanske styrker i Irak fra 2005-2009.
* I 2010 blev al-Baghdadi leder af terrornetværket al-Qaeda i Irak, da gruppens tidligere ledere blev dræbt af amerikanske og irakiske soldater. Heraf udsprang Isil, som kæmper for oprettelsen af en sunnimuslimsk stat.
* Siden har al-Qaeda erklæret, at Isil ikke er ikke er en del af netværket, fordi al-Baghdadis mænd bruger for meget vold og er "frafaldne" eller "hedninge".
* Al-Baghdadi beskrives som en sand taktiker og hærfører - begge træk, som ifølge eksperter tiltrækker store grupper af udenlandske unge mænd, som vil deltage i kampene i Irak og Syrien, hvor Isils militante kontrollerer flere store områder.
Kilde: AFP, The Independent, Washington Post.
/ritzau/