FAKTA: Derfor er der fokus på USA's centralbank

Skrevet af admin

19/03/2014

Dagens topnyheder

Onsdag aften står Janet Yellen i spidsen for sin første pressekonference som chef for den amerikanske centralbank, efter at hun den 1. februar overtog posten fra Ben Bernanke.

Når centralbanken - også kaldet Federal Reserve - har holdt rentemøder gennem den seneste tid, har der været meget fokus på centralbankens obligationsopkøb.

Det her går Federal Reserves opkøbsprogram ud på:

* Oprindelig startede banken politikken med obligationsopkøb i slutningen af 2008.

* Ønsket var at stimulere amerikansk økonomi ved opkøb af realkredit- og statsobligationer.

* Siden begyndelsen af 2013 er der månedligt blevet opkøbt for 85 milliarder dollar, men siden årsskiftet er der blevet neddroslet med 10 milliarder dollar i to omgange.

* Når banken opkøber obligationer, kan det være med til at presse obligationsrenterne ned.

* Sænkede renter er til gavn for både virksomheder og privatpersoner, og i sidste ende kan det opildne til et større forbrug og flere investeringer.

* Finansmarkeder verden over har en interesse i, hvad Federal Reserve foretager sig, fordi banken er et spejlbillede af, at USA er verdens største økonomi.

* Den amerikanske økonomi plejer som regel at svinge taktstokken for, hvordan det vil gå økonomierne i den resterende del af verden.

Kilde: Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank

/ritzau/