FAKTA: Det bliver der sagt om finansloven

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Enhedslistens ultimative krav fik regeringen til at dreje mod højre og lave en aftale med Venstre og De Konservative.

Her et udpluk af de mange kommentarer, stikpiller og drillerier efter tirsdagens finanslovaftale:

* LO-formand Harald Børsting:

- Man kan næsten sige, at godt nok var det regeringen, der inviterede Lars Løkke til forhandlingerne. Men det var Enhedslisten, der rullede den røde løber ud.

* Enhedslistens Pernille Skipper på Twitter:

- Fagbevægelsen er åbenbart skuffet over EL. Jeg er også skuffet. Men dem, der laver aftalen, må stå på mål for den.

* Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen:

- Hvis vi bare sagde ja og amen, hver gang han (finansminister Bjarne Corydon) satte en pistol for panden af os, så kunne vi lige så godt forære vores 12 mandater til ham.

* Camilla Schwalbe, forbundsformand for DSU, på Twitter:

- Johanne skal tage to kolde bade, så hun kan tænke over, hvad forskellen er på et protestparti og et parti, der opnår resultater.

* DR's politiske analytiker Jens Ringberg på dr.dk:

- Den 26. november 2013 ved 20-tiden afgik Rød Blok ved døden.

* Skatteminister Holger K. Nielsen (SF):

- Den aftale, vi har fået her, er ikke så god, som den vi kunne have fået med Enhedslisten.

* Venstres Søren Pind på Twitter:

- Hvorfor ser Holger så sur ud? På denne demokratiets festdag.

* Enhedslistens Per Clausen på Twitter:

- Umiddelbart ser Margrethe, Lars og Brian mest glade ud (Vestager, Barfoed og Mikkelsen, red.). Bekræfter mig i, at det her er ægte blåt.

* Jakob Engel-Schmidt (V) på Twitter:

- Bemærker, at Lars Barfoed smiler for (stort set) første gang i sin formandsperiode.

* Lars Barfoed, formand for De Konservative:

- Jeg er rigtig glad for, at Enhedslisten er afmonteret.

* Mathias Tesfaye (S) på Twitter:

- Langtfra så god som Ø-aftale, men stadig god.

* Politisk ordfører Magnus Heunicke (S) på Twitter:

- Ufatteligt Enh sagde nej".

* Jeppe Mikkelsen, retsordfører for De Radikale, på Twitter:

- Bredeste finanslov i 15 år. Bye bye blokpolitik.

* Hans Engell, politisk kommentator:

- Finanslovaftalen betyder en ting, nemlig at vi nu har en regering, der overlever uden noget parlamentarisk grundlag.

* Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen:

- Hvis jeg vurderede, at vi kunne få et valg, ville jeg selvfølgelig være gået efter det. Men nu er vi gået efter at få en god aftale.

Administrerende direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri:

- Aftalen fremrykker flere allerede vedtagne lempelser af belastende skatter og afgifter. Det giver nu og her et ekstra løft til virksomhedernes konkurrenceevne.

Forbundsformand Dennis Kristensen, FOA:

- Det er brandærgerligt, at det endte med en blå finanslovaftale. Regeringen og Enhedslisten burde have bøjet af mod hinanden. Det er en historisk mulighed, der går tabt.

Formand Bente Sorgenfrey, FTF.

- Det er ærgerligt, at det ikke er lykkedes at få hævet fradraget for fagforeningskontingent, fordi det ville styrke organiserede ansatte og dermed være med til at fastholde og konsolidere den danske model på arbejdsmarkedet.

/ritzau/