Lige nu læser andre
Det er over en uge siden, at en Boeing 777 fra Malaysia Airlines forsvandt. Nu viser satellitoplysninger, at al kommunikation fra flyet blev afbrudt – formentlig med vilje.
Flyet med 239 mennesker om bord var på vej fra Kuala Lumpur i Malaysia til Beijing i Kina.
* Lørdag 8. marts:
– Malaysia Airlines siger, at man mistede kontakten med flyet omkring klokken 01.30 lokal tid, hvilket var omkring en time efter, at det var lettet fra den internationale lufthavn i Kuala Lumpur.
Læs også
– Vietnam siger, at flyet forsvandt tæt på landets luftrum. Vietnam iværksætter en eftersøgning, der senere bliver udvidet til en kæmpe international jagt i det sydkinesiske hav.
– Sent lørdag aften spotter vietnamesiske eftersøgningsfly to store oliepøle i nærheden af flyets sidst kendte lokation. Skibe bliver sendt til stedet, men de finder ikke noget.
– Det kommer frem, at to passagerer rejser på falske EU-pas, der er stjålet i Thailand.
* Søndag 9. marts:
– Malaysia siger, at det undersøger flyets forsvinden som mulig terror. USA sender FBI-agenter til Malaysia for at bistå med eftersøgningen.
– Malaysia siger, at flyet af ukendte årsager muligvis er vendt om mod Kuala Lumpur.
– Sent søndag ser et vietnamesisk fly vragrester i havet omkring øen Tho Chu island. Det viser sig senere at være falsk alarm.
* Mandag 10. marts:
– Myndighederne udvider arealet, hvor man leder efter flyet, til en radius af 185 kilometer omkring det sted, hvor MH370 forsvandt fra radaren.
– Kina langer ud efter de malaysiske myndigheder og siger, at man skal sætte mere fart på efterforskningen.
– Kemiske prøver viser, at fund af olie i havet ikke stammer fra det forsvundne fly.
– Eksperter fra flyselskabet Boeing tilslutter sig efterforskningen. Flyproducenten bistår efterforskningen med teknisk assistance.
* Tirsdag 11. marts:
– Eftersøgningsområdet bliver igen udvidet og omfatter nu den malaysiske hovedø og den indonesiske ø Sumatra. Begge er langt fra flyets planlagte rute.
– Interpol navngiver de to mænd, som rejste på stjålne EU-pas. Der er tale om to iranere, der formentlig er fattige immigranter.
* Onsdag 12. marts:
– Myndigheder udvider eftersøgningsområdet igen, så det nu er på over 90.000 kvadratkilometer. Området er groft sagt på størrelse med Portugal.
– Lederen af det malaysiske luftvåben siger, at et uidentificeret objekt er set på militærets radar nord for Malacca-strædet mindre end en time efter, at man mistede kontakten med flyet. Det bliver stadig efterforsket.
– Kinesiske myndigheder siger, at satellitbilleder viser vragrester, der kan være fra det savnede fly.
* Torsdag 13. marts:
– Wall Street Journal skriver, at flyet kan have været i luften op mod fire timer, efter at det forsvandt.
– De malaysiske myndigheder afviser historien i Wall Street Journal, og de kinesiske satellitbilleder er ligeledes et blindt spor.
* Fredag 14. marts:
– Eftersøgningsområdet bliver udvidet endnu engang, så man nu også leder efter flyet i Det Indiske Ocean.
– Malaysiske myndigheder afviser at kommentere forlydender i amerikanske medier om, at flyets kommunikationssystem har sendt signaler til en satellit i flere timer, efter at flyet forsvandt.
– Indien tilslutter sig rækken af lande, der leder efter passagerflyet. Eftersøgningen omfatter nu 13 lande, 57 skibe og 48 fly.
* Lørdag 15. marts:
– Malaysias premierminister Najib Razak siger, at nye satellitoplysninger tyder på, at man med høj sandsynlighed kan sige, at det forsvundne fly fra Malaysia Airlines kommunikationssystemer blev slået bevidst fra.
– De sidste satellitsignaler, der viser det forsvundne fly, kom mere end seks en halv time efter, at flyet forsvandt fra den civile radar 8. marts.
– Flyets skiftede kurs, da det forsvandt fra radaren, og fløj tilbage over den malaysiske halvø mod Det Indiske Ocean.
– Eftersøgningen efter det forsvundne fly fortsætter nu i Det Indiske Ocean og nord for Thailand.
/ritzau/