FAKTA: Det har NSA opsnappet om Frankrigs præsidenter

Skrevet af admin

24/06/2015

Mest læste i dag

Dokumenter klassificeret som "tophemmelige" er blevet afsløret af WikiLeaks og viser, hvordan den amerikanske efterretningstjeneste NSA har udspioneret de seneste tre franske præsidenter.

Her er et par af de centrale spion-punkter:

* François Hollande (præsident fra 2012-nu)

- Et dokument dateret 22. maj 2012 viser, at præsident Hollande "godkender hemmelige møder i Paris for at diskutere krisen i eurozonen - særligt med fokus på konsekvenserne af et græsk exit fra euroen".

- NSA opsnapper, at Hollande 18. maj 2012 planlægger møder med Tysklands socialdemokratiske oppositionsparti. Daværende premierminister, Jean-Marc Ayrault, råder præsidenten til at lade møderne være hemmelige for at "undgå diplomatiske problemer" med forbundskansler Angela Merkel.

* Nicolas Sarkozy (2007-2012)

- Et dokument med titlen "Sarkozy ser sig selv som den eneste, der kan løse verdens finansielle krise" beskriver, hvordan Sarkozy i 2008 "anser det for sit ansvar over for Europa og verden at løse finanskrisen".

- En opgørelse fra 24. marts 2010 afslører, at Sarkozy planlægger at ytre frustration til USA's præsident, Barack Obama, over, at et bilateralt efterretningssamarbejde er forsinket. En særlig knast er "USA's ønske om fortsat at bedrive spionage mod Frankrig"

- Ifølge en note dateret 10. juni 2011 opsnapper NSA, at Nicolas Sarkozy har planer om at genoptage fredsforhandlinger mellem Israel og palæstinenserne "på trods af en tilsyneladende mangel på interesse fra nogle af de store spillere."

* Jacques Chirac (1995-2007)

- Et dokument fra 2006 beskriver en samtale mellem Chirac og udenrigsminister Philippe Douste-Blazy om at udpege en FN-udsending. Noten refererer, at "Chiracs detaljerede ordrer muligvis er en reaktion på udenrigsministerens tilbøjelighed til at ytre sig upræcist og med dårlig timing, hvilket er blevet demonstreret i fortiden og har været årsag til flere reprimander fra præsidenten."

Kilder: WikiLeaks, AFP

/ritzau/