FAKTA: Det siger partierne til eventuel Irak-mission

Skrevet af admin

15/08/2014

Mest læste i dag

Torsdag aften meddelte statsminister Helle Thorning-Schmidt, at regeringen er klar til at hjælpe USA med en humanitær operation i det nordlige Irak, hvor gruppen Islamisk Stat har drevet op mod 400.000 personer på flugt siden juni.

Skal Danmark deltage i en mission, kræver det et flertal i Folketinget. Her er et overblik over, hvordan de enkelte partier i Folketinget uden for regeringen foreløbig stiller sig til en humanitær Irak-mission.

* SF, formand Pia Olsen Dyhr:

- Vi ser masser af fordrevne flygtninge forfulgt af islamisterne og uden mad, vand og medicin. Det er alvorligt, og vi kan ikke sidde det overhørigt. Det er derfor godt at regeringen nu vil gå ind i bekæmpelse af Islamisk Stat (IS). Danmark kan bidrage ved at sikre, at den humanitære indsats når frem til gavn for de fordrevne.

* Enhedslisten, Per Clausen:

- Godt med dansk humanitær hjælp til ofrene for Islamisk Stat. Det skal følges op med støtte til kurderne, krav om FN-indgreb, som kan beskytte flygtningene og sanktioner mod de nationer og enkeltpersoner, der støtter Islamisk Stat.

* Liberal Alliance, formand Anders Samuelsen:

Regeringen vil gerne tilbyde USA at bakke op om indsatsen i Nordirak, i første omgang med humanitær støtte i form af for eksempel et transportfly. På Liberal Alliances og folketingsgruppens vegne har jeg sagt, at det vil vi gerne bakke op om. Islamisk Stat er de måske værste banditter verden har set i mange, mange år og de bringer ufattelige lidelser med sig.

* Dansk Folkeparti, forsvarsordfører Søren Espersen.

- Jeg er bestemt ikke afvisende, men vi må vide mere om, hvad det er. Når regeringen har hasteindkaldt folketinget må man gå ud fra, at der skal ske mere end blot at sende humanitær nødhjælp (Kilde: BT).

* Venstre, formand Lars Løkke Rasmussen:

- Konflikten i det nordlige Irak er eskaleret så voldsomt, at der er behov for, at verden samler sig for at hjælpe de hundredtusinder, der er drevet på flugt. Derfor har jeg givet statsministeren tilsagn om, at Venstre støtter et dansk bidrag, der kan afhjælpe en humanitær katastrofe.

* Konservative: Det har ikke været muligt at få en kommentar fra De Konservatives forsvarsordfører, Lene Espersen.

/ritzau/