FAKTA: Dystre toner om Ukraine fra europæiske ministre

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

EU-landenes udenrigsministre er mandag samlet til hastemøde i Bruxelles om situationen i Ukraine.

Her er udvalgte citater fra ministre ved ankomsten til rådsmødet, der gik i gang kort efter klokken 13:

* Hollands udenrigsminister, Frans Timmermanns:

- Vi har lagt den kolde krig bag os. Det vil være meget uklogt at vække den til live igen.

* Tysklands udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier:

- Krisediplomati er ikke et udtryk for svaghed, men det er mere vigtigere end nogensinde, hvis ikke vi skal falde ud over en afgrund af militær optrapning.

* Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt:

- Det er svært at se, hvordan vi skal kunne finde en politisk løsning, uden at Rusland trækker sine styrker tilbage fra ulovlige handlinger i et selvstændigt europæisk land. Jeg er ikke særlig optimistisk hvad angår de nærmeste timer.

- Det er ikke gennem militær magt, man får venner i Europa eller i verden. Det kommer Rusland på et tidspunkt til at indse, men jeg tror ikke, at det sker i dag eller i morgen. Og måske heller ikke i overmorgen.

* Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, interviewet af BBC i Ukraines hovedstad, Kijev, om Ruslands ageren:

- Dette kan ikke være måden at håndtere internationale anliggender på i det 21. århundrede. Det er ikke acceptabel opførsel, og der må være konsekvenser og omkostninger.

* Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski:

- Vi ser den værste krise i Europa siden krisen i Jugoslavien. Og det, der er på spil, er det internationale samfunds troværdighed og EU's troværdighed.

/ritzau/