FAKTA: Fansene har stor magt i Superligaen

Skrevet af admin

29/02/2016

Dagens topnyheder

Her er et par eksempler på fansenes magt i Alka Superligaen i fodbold.

Away kortet:

* Det såkaldte away-kort - eller Superliga Udekortet, som det officielt hedder - stod til at blive indført fra starten af sæsonen 2015/16, men efter stort pres og stemningsboykot fra de danske fanklubber valgte Divisionsforeningen i maj 2015 at udskyde planen i et halvt år.

* I december 2015 blev udskydelsen forlænget, fordi "dialogen er god", og away-kortet vil således ikke blive indført i foråret 2016, som det ellers var planen.

* Klubberne ville have indført kortet for at kunne identificere og holde karantæneramte personer ude fra stadion. Desuden vil kortet ifølge klubberne kunne afhjælpe problemerne med "ulovlig afbrænding af pyroteknik, maskering og kast af genstande".

Varierende billetpriser:

* Flere danske klubber hæver stadig billetprisen, når et af de store hold kommer på besøg. På et tidspunkt måtte Brøndby-fans betale 195 kroner, når holdet spillede ude mod FC Nordsjælland.

* Brøndbys fans reagerede med boykot, og den efterfølgende dialog endte med sænkede priser. Som modydelse tog Brøndby selv flere vagter med til udekampene i Farum.

* I dag opererer FCN med ens billetpriser til alle superligakampe. Flere andre klubber gør det samme.

/ritzau/