FAKTA: Fem sygehuse halverer hjertestop

Skrevet af admin

15/12/2014

Mest læste i dag

På fem sygehuse i projektet Patientsikkert Sygehus er det lykkedes næsten at halvere antallet af uventede hjertestop hos indlagte patienter, efter at man har sat fokus på problemet.

Erfaringerne er omtalt i en ny rapport fra Patientombuddet "Observation af patienter på sygehuse", der udkommer mandag.

* Der er omkring 1,1 millioner indlæggelser på danske sygehuse årligt.

* Måling af værdier som puls, blodtryk og temperatur bruges til at bedømme patienternes tilstand. Men målingerne sker langt fra systematisk.

* En dansk undersøgelse har vist, at næsten hver femte patient på de medicinske afdelinger har en alvorlig afvigelse i deres vitale værdier. I mere end halvdelen af tilfældene opdagede personalet ikke afvigelsen.

* Sygehusene i Næstved, Kolding, Thy-Mors, Horsens og Hillerød har fra 2010 til 2013 målt alle indlagte patienters værdier. I Kolding er antallet af hjertestop reduceret med 30 procent. På Næstved Sygehus var der i 2010 seks hjertestop per måned - i 2013 var der tre.

/ritzau/