FAKTA: Forskellen på kvote 1 og kvote 2

Skrevet af admin

04/07/2014

Mest læste i dag

Mellem studerende og drømmeuddannelsen står en række krav, der skal opfyldes. Enten søger håbefulde ansøgere ind via deres gennemsnit fra gymnasiet eller på grund af anden erfaring. Bliv her klogere på, hvad de forskellige kvoter egentlig indeholder.

Kvote 1:

* På kvote 1 bliver du udelukkende bedømt på resultatet af din gymnasiale uddannelse. Det betyder, at studerende med højt gennemsnit får plads på den videregående uddannelse før elever med et lavere gennemsnit.

* Er der bestemte karakterkrav til faget, du søger ind på, skal faget være bestået på det krævede niveau.

Kvote 2:

* Optagelse gennem kvote 2 er for ansøgere, som ikke kan blive optaget gennem kvote 1, eller som har brug for at blive vurderet på kvalifikationer ud over eksamensgennemsnittet.

* Kvote 2-kriterierne består af forskellige faglige og generelle aktiviteter, som sammen med den adgangsgivende eksamen giver mulighed for at søge optagelse. Eksempler på kvote 2-kriterier kan være:

* Anden uddannelse (eller dele af en uddannelse) ud over din gymnasiale uddannelse.

* Højskoleophold af typisk 16 ugers varighed.

* Udlandsophold på minimum 3-6 måneder såsom skoleophold med undervisning på gymnasialt eller videregående niveau eller ophold med sprogundervisning.

* Aktiviteter som foreningsarbejde, politisk arbejde, arbejde med børn og unge, arbejde med handicappede eller arbejde som fritidsleder.

* At du har studierelevant arbejde.

* Motiveret ansøgning.

Kilde: Uddannelsesguiden.dk

/ritzau/