FAKTA: Her er hovedpunkterne i asylforslaget fra KL

Skrevet af admin

01/11/2014

Mest læste i dag

På grund af den øgede tilstrømning af flygtninge fra især Syrien skal der findes plads til tre til fire gange så mange flygtninge, som der egentlig er plads til. Det betyder, at kommunernes forening KL blandt andet vil ændre de nuværende regler for bolig, lægehjælp og undervisning.

Bolig:

* Kommunerne vil skabe en "boligbørs", så private kan udleje værelser og sommerhuse.

* I modsætning til nu skal det være muligt at placere flygtninge i tomme ældreboliger samt anvise boliger i udsatte boligområder.

* Enlige flygtninge skal kunne bo flere sammen i en større lejlighed i stedet for, at de alle skal have egen bolig.

* Familier med eksempelvis børn skal placeres i samme område, så tilbuddene til familierne kan samles.

Lægehjælp:

* Der er ikke nok praktiserende læger til at lave helbredsvurderinger ude i kommunerne. Men det kan ordnes allerede på asylcentrene i forbindelse med det obligatoriske helbredstjek.

Undervisning:

* Alle flygtninge bliver tilbudt et treårigt undervisningsprogram, men kommunerne sætter spørgsmålstegn ved, om det også skal gælde dem, der kun får etårig midlertidig asyl.

* Skal alle flygtninge modtage integrationsundervisning, eller er det mere hensigtsmæssigt, at nogle modtager undervisning, der ruster dem til at vende hjem, spørger KL.

* Der skal fokuseres på at integrere de ressourcestærke flygtninge i modersmålsundervisningen. I det hele taget skal frivillige inddrages langt mere omkring flygtningene.

Kilde: KL

/ritzau/