FAKTA: Her er sagen mod Oscar Pistorius

Skrevet af admin

10/12/2014

Dagens topnyheder

Den sydafrikanske anklagemyndighed har onsdag fået grønt lys af en domstol til at appellere dommen mod den tidligere atletikstjerne Oscar Pistorius.

Her er en kronologisk gennemgang af sagen mod den 28-årige benamputerede Pistorius og de skud, der dræbte hans kæreste, Reeva Steenkamp:

2013

* 14. februar: Reeva Steenkamp rammes af fire skud og dør i Oscar Pistorius' hjem i Pretoria. Atletikstjernen anholdes af politiet.

* 15. februar: Oscar Pistorius anklages for overlagt drab. Kautionshøringen udskydes nogle dage.

* 19. februar: Kautionshøringen begynder. Oscar Pistorius indrømmer at have skudt sin kæreste, men hævder, at der var tale om et uheld. Han troede, at hun var en indbrudstyv.

* 22. februar: Efter flere dages retsmøder beslutter dommeren at løslade Pistorius mod kaution, fordi beviserne ikke er entydige.

* 28. marts: Pistorius' anke af flere særlige vilkår i forbindelse med kautionen tages til følge. Han får lov at rejse ud af landet.

2014:

* 3. marts: Retssagen begynder.

* 20. maj: Sagen udsættes, mens Pistorius mentalundersøges.

* 30. juni: Sagen genoptages, og det slås fast, at Pistorius kan drages til ansvar for en eventuel kriminel handling, idet han vurderes at kunne kende forskel på rigtigt og forkert.

* 7. og 8. august: Forsvarer og anklager procederer. Anklageren mener, Pistorius har samlet en "snebold af løgne", mens forsvaret mener, at det er bevist, at Pistorius fortæller sandheden.

* 11 september: Dommeren begynder at læse dommen op. Pistorius findes ikke skyldig i overlagt drab.

* 12. september: Resten af dommen læses op. Pistorius kendes skyldig i uagtsomt manddrab.

* 21. oktober: Pistorius idømmes fem års fængsel. Han kommer dog formentlig kun til at være indespærret i Pretorias fængsel i 10 måneder.

* 27. oktober: Den sydafrikanske statsanklager anker både dommen og straffen.

* 10. december: En domstol i Sydafrika giver anklagemyndigheden tilladelse til at appellere dommen mod Oscar Pistorius. Anklagemyndigheden får kun lov til at appellere skyldspørgsmålet, men ikke fængselsstraffens længde.

/ritzau/