Den danske producent af juice og saft Rynkeby Foods er blevet solgt til tyske Eckes-Granini Group.
Læs her om Rynkeby, der startede med overskud af æbler i en fynsk have:
* En dansk husmor ville i 1934 gerne udnytte de æbler, der ellers gik til spilde fra æbletræet i hendes have.
* Inger Rasmussen fra byen Rynkeby på Fyn melder sig derfor til et kursus i, hvordan man fremstiller most.
* Hendes produktion i bryggerset udvides, så naboerne også kan få deres æbler presset. Og dermed var grundstenen til Rynkeby lagt. I første omgang som et mosteri ved siden af familiens hus.
* Produktionen og sortimentet udvides med årene, og Rynkeby leverer til hele landet og siden til andre europæiske lande.
* I 1988 sælger grundlæggerens datter, Dagmar Andreassen, Rynkeby til Carlsberg.
* Rynkeby fusionerer med Ripella i 1993 og skifter navn til Rynkeby Foods A/S.
* Arla, som dengang hed MD Foods, kommer ind i ejerkredsen, så Arla og Carlsberg hver ejer 50 procent. I 1998 overtager Arla hele Rynkeby Foods.
* Torsdag har Arla offentliggjort, at tyske Eckes-Granini Group har købt den danske juice- og saftproducent. Salgsprisen holdes hemmelig.
Kilder: Rynkeby Foods
/ritzau/