FAKTA: Hvad er et F1-lån

Skrevet af admin

20/11/2015

Dagens topnyheder

Tusindvis af boligejere skal i den kommende tid have refinansieret deres boliglån og dermed fastlagt renten for den næste periode. Her kan du se, hvad det betyder:

* F1-lån er et boliglån fra et realkreditinstitut, hvor renten bliver fastsat en gang om året.

* Den årlige fastsættelse af renten kaldes rentetilpasning.

* Her kan renten på boliglånet enten stige eller falde, og lånet kan dermed blive dyrere eller billigere.

* Boligejeren kender ikke prisen på lånet mere end et år ad gangen og påtager sig med andre ord en risiko.

* Til gengæld vil et rentetilpasningslån oftest være billigere end et fastforrentet lån.

* F1-lånet er blevet et af danskernes foretrukne boliglån i de senere år, hvor renteniveauet har været rekordlavt på grund af krisen.

* Lån med rentetilpasning kan også løbe over en længere periode - tre år for F3 og fem år for F5. Lånet vil typisk være dyrere, jo længere tid renten bindes.

* De korte rentetilpasningslån har fået kritik for at øge usikkerheden i dansk økonomi, fordi en stigning i renten vil betyde risiko for, at mange boligejere ikke kan betale deres afdrag.

* Fleks- og rentetilpasningslån kom på markedet herhjemme i 1997.

* En ny lov, der skal sikre boligejere med flekslån mod kraftige rentestigninger, trådte i kraft i foråret 2014. Loven indeholder blandt andet en såkaldt rentetrigger, som udløses ved en rentestigning på mere end fem procent.

(Kilde: dinepenge.dk, pengeogpensionspanelet.dk)

/ritzau/