FAKTA: Hvad er Wonderful Copenhagen

Skrevet af admin

14/10/2014

Dagens topnyheder

* Wonderful Copenhagen blev sat i verden i 1992 for at fremme turismeerhvervet i København. Siden er indsatsen bredt ud til at omfatte hele hovedstadsområdet.

* Bag fonden stod Københavns Turistforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, det daværende Københavns Amt, Erhvervsministeriet og VisitDenmark (dengang Danmarks Turistråd) og Københavns City Center.

* Wonderful Copenhagen er en fond og udøver ikke selvstændig kommerciel forretning.

* Wonderful Copenhagen finansieres gennem bidrag fra erhvervslivet, organisationer og det offentlige, herunder flerårige finansieringsaftaler med Region Hovedstaden.

* I 2013 udgjorde den offentlige basisfinansiering fra Region Hovedstaden cirka 41 millioner kroner. Samme år rejste Wonderful Copenhagen selv 3,7 kroner for hver offentlig krone i basisbevilling.

* Wonderful Copenhagen offentliggør ikke, hvilke private virksomheder og organisationer der bidrager til finansieringen.

* I alt havde Wonderful Copenhagen indtægter for 176 millioner kroner i 2013. Det gav et resultat på bundlinjen på 694.000 kroner, da året var omme. Wonderful Copenhagen havde en egenkapital på 3,5 millioner kroner ved udgangen af 2013.

* Postyret efter forårets store europæiske sangkonkurrence Eurovision førte til, at formanden for bestyrelsen i Wonderful Copenhagen Michael Metz Mørch i august gik af og blev erstattet af erhvervsveteranen Peter Højland.

* Underdirektør i Wonderful Copenhagen og direktør i projektselskabet, Martin Bender, er også blevet fyret som følge af sagen.

* Region Hovedstaden har bevilget et ekstraordinært driftstilskud på 46 millioner kroner til Wonderful Copenhagen, der skal dække en del af underskuddet.

* Wonderful Copenhagen skal efter planen betale de 46 millioner kroner tilbage via reduktion i regionens grundtilskud til turismeorganisationen over de kommende syv år.

Kilde: Wonderful Copenhagen og Region Hovedstaden

/ritzau/