FAKTA: Kabinetsspørgsmål svæver i luften efter fyring

Skrevet af admin

23/02/2016

Dagens topnyheder

De Konservative har tirsdag aften udtrykt mistillid til miljøminister Eva Kjer Hansen (V), som må gå af.

Kort derefter indkaldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til et møde i blå blok for at se, om der fortsat er flertal for regeringen.

I den forbindelse har statsministeren mulighed for at gøre brug af et såkaldt kabinetsspørgsmål.

Her kan du blive klogere på, hvad det dækker over:

* Et kabinetsspørgsmål er i bund og grund et spørgsmål om, hvorvidt folketingspartierne har tillid til regeringen.

* Der bruges sjældent i Danmark, der har negativ parlamentarisme, hvor der ikke behøver at være et flertal for en regering i Folketinget. Bare der ikke er et flertal imod.

* Det er et forslag, der sættes til afstemning i Folketinget af regeringen, som på forhånd har meddelt, at den vil træde tilbage og/eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal i det pågældende spørgsmål.

* Det kan bruges til at tilkendegive en sags betydning for regeringen og få afprøvet regeringens parlamentariske grundlag.

* Det er regeringen, der afgør, om en afstemning skal gøres til et kabinetsspørgsmål.

/ritzau/