Kommunernes forening KL præsenterer mandag en række forslag, der skal styrke turismen i Danmark. Forslagene er KL's anbefalinger til regeringen, som arbejder på en national turismestrategi.
Et af forslagene går på, at der skal sættes større fokus på kulturturisme - altså besøgende, som kommer for at få kulturoplevelser. For eksempel gennem en "Kulturens margueritrute":
* Den eksisterende margueritrute guider med skiltning i landskabet turister og andre naturelskere til unikke oplevelser i den danske natur.
* Ifølge KL mangler der en "Kulturens margueritrute", som på samme måde kan fungere som guide til de kulturoplevelser, der gemmer sig rundt om i landet.
* Den kunne etableres som fælles national indsats mellem stat, kommuner, kulturinstitutioner og turismeerhverv, lyder forslaget.
* KL ønsker sig desuden en arbejdsgruppe med deltagelse fra Kulturministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og KL, som skal øge samarbejdet mellem kulturområdet og turismeerhvervet.
* En arbejdsgruppe med repræsentanter fra Kulturministeriet og en bred kreds af kommuner skal desuden gerne afstemme forventninger til museerne vedrørende formidling til internationale og danske turister.
Kilde: KL, "Turismen i kommunerne skal skabe vækst og nye arbejdspladser"
/ritzau/