Lige nu læser andre
Ukraines tidligere premierminister Julia Timosjenko stiller op til landets præsidentvalg om to måneder.
* Julia Timosjenko er født den 27. november 1960 i byen Dnipropetrosk i det russisktalende østlige Ukraine.
* Hun er uddannet økonom og har skrevet op mod 50 videnskabelige afhandlinger om økonomi og skat.
* Hun gik ind i erhvervslivet i begyndelsen af 1990'erne i videobranchen, men skiftede hurtigt til energisektoren, hvor hun opbyggede en milliardformue som ejer af et gasfirma.
Læs også
* Timosjenko debuterede som politiker som energiminister i 2000, hvor hun reformerede energisektoren. Da hun kom for tæt på rige oligarker med gode forbindelser til den daværende præsideret Leonid Kutjma, blev hun fyret.
* Berømt blev hun som en af to ledere for Orangerevolutionen i 2004, hvor hundredtusinder blokerede hovedstaden Kijev og tvang et omvalg til præsidentposten igennem, efter at Viktor Janukovitj havde fusket sig til en sejr over den anden orangeleder, Viktor Jusjtjenko.
* Timosjenko, der fletter sit lyse hår i en traditionel krans på hovedet, har været premierminister to gange, i 2005 og i 2007.
* Ved præsidentvalget i februar 2010 tabte hun snævert til Janukovitj, der efterfølgende forfulgte hende via retssystemet.
* I 2011 blev hun kendt skyldig i magtmisbrug og sendt syv år i fængsel, hvor hun blev behandlet dårligt og overfaldet af fængselsbetjente, selv om hun var svækket og havde problemer med ryggen.
* Den 20. februar 2014 vedtog det ukrainske parlament, at hun skulle løslades, efter at en fredsaftale mellem præsident Viktor Janukovitj og oppositionsledere satte et i alle tilfælde foreløbigt punktum efter lang tids blodig uro.
* Den 27. marts 2014 bekræfter Julia Timosjenko, at hun stiller op til det ukrainske præsidentvalg 25. maj.
/ritzau/