FAKTA: Så lav er tilliden til Christiansborg

Skrevet af admin

14/06/2014

Dagens topnyheder

* Tilliden til politikerne er på få år halveret, så det nu er mindre end hver tredje dansker, der har "stor eller ret stor tillid" til folketingspolitikerne.

Det viser en måling, som Altinget.dk har fået foretaget i foråret. Andre meningsmålingsinstitutter som Voxmeter og Wilke har også lavet målinger, der viser, at tilliden til politikerne er faldet markant de seneste år.

* Ifølge eksperter skal man tilbage til jordskredsvalget i 1973 for at finde en tilsvarende stor tillidskrise.

Dengang skiftede næsten halvdelen af vælgerne parti, og Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen buldrede ind i Folketinget i spidsen for henholdsvis Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

* Det ramte især de fire gamle partier - Venstre, De Konservative, Socialdemokratiet og De Radikale - som også i dag er dem, der rækker ud efter regeringsmagten.

* En anden måling, som Altinget.dk har fået foretaget, viser, at hver anden vælger hverken vil have Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

Altinget har lavet den type målinger siden 2005, og antallet af vælgere, der svarer "en anden", har aldrig været så højt før. Voxmeter har lavet en lignende måling, hvor hver tredje vælger ikke kunne pege på en egnet statsministerkandidat.

* Mens Løkke det seneste år har kæmpet med køb af tøj og dyre flyrejser på første klasse, så har Thorning fået kritik for løftebrud og en økonomisk politik, der ligger langt fra det, hun gik til valg på.

Det kan være en del af forklaringen på, at mange vælgere nu tilsyneladende både fravælger rød bloks og blå bloks bud på en ny statsminister.

/ritzau/