For tiende gang blev der søndag eftermiddag holdt statsborgerskabsdag på Christiansborg.
Dagen bød både på taler, på musikalske indslag og på en rundtur på Christiansborg:
* Samtlige 2967 personer, der har fået dansk statsborgerskab i 2014, var inviteret til Christiansborg. Op mod 1000 gæster havde meldt deres ankomst.
* Klokken 13.00 bød Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), velkommen med en tale. Han sagde blandt andet, at dagen er blandt årets gladeste på Christiansborg.
* Efter talen var der tre musikalske indslag: Trioen "Folkeklubben" spillede festlig popmusik, den palæstinensisk-danske Simona Abdallah spillede på tromme - en såkaldt darbuka, og Shaka Loveless fik gang i de fremmødte med blandt andet hittet "Tomgang".
* Mogens Lykketofts tale og de efterfølgende musikalske indslag foregik i et stort festtelt i Indre Slotsgård ved Christiansborg.
* En lang række fremtrædende politikere var til stede. Heriblandt statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V).
* Klokken 14 åbnede partierne dørene til forskellige lokaler på Christiansborg. Her stod politikerne klar til en snak med de nye danskere, og der blev serveret sandwich, sodavand, kaffe og kage.
* Derudover stod en lang række ansatte klar til at vise de mange gæster rundt på Christiansborg.
Kilder: Folketinget
/ritzau/