To moskéer blev ramt af blodige angreb fredag i Yemen, hvor omkring 140 personer mistede livet, mens flere hundrede blev såret.
Flere selvmordsbombere sprængte sig selv i luften udenfor to shiamuslimske moskeer i hovedstaden Sanaa.
Situationen er betændt i landet, som har stået uden politisk ledelse siden januar.
Her kan du læse mere om udviklingen i landet:
* Yemens daværende præsident, Ali Abdulla Saleh, overgav i 2012 magten til daværende vicepræsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi.
* Hadi skulle sidde i en overgangsperiode på to år, hvorefter der skulle afholdes demokratiske valg.
* Hadi har været en af USAs vigtigste allierede og har støttet USAs droneangreb i Yemen mod al-Qaeda på den arabiske halvø, AQAP.
* Hadi har kæmpet mod både den sunnimuslimske bevægelse AQAP og den shiamuslimske Houthi-bevægelse nord i landet. De to grupper er i krig med hinanden.
- I januar tog Houthi-bevægelsen kontrollen over det meste af hovedstaden Sanaa og tvang Hadi og hans regering til at træde tilbage.
* Parlamentet nægtede, og Hadi blev sat i husarrest, som han siden er flygtet fra.
* I februar sagde Houthi-bevægelsen, at den havde opløst parlamentet og dannet et råd, der skulle regere landet.
* Magtovertagelsen er ikke anerkendt af FN eller det internationale samfund.
* Houthi-bevægelsen har udnyttet magttomrummet til at udvide kontrollen med provinsen Saada og den tilstødende Amran-provins.
* Bevægelsens slogan er "Gud er stor, død over Amerika, død over Israel, forbandelse over jøderne, sejr til islam".
* En række lande har lukket deres ambassader i landet som følge af urolighederne.
Kilder: NTB
/ritzau/