FAKTA: Sådan ser kommunernes økonomi ud næste år

Skrevet af admin

03/07/2015

Mest læste i dag

Her er nogle af hovedpunkterne i det forhandlingsresultat, som regeringen og KL fredag indgik om kommunernes økonomi:

* De kommende fire år skal kommunerne hvert år effektivisere med én procent. Det betyder, at kommunerne næste år skal aflevere 2,4 milliarder kroner i såkaldt omprioriteringsbidrag.

* Ifølge regeringen vil de frigjorte midler blive udmøntet hen over regeringsperiodentil prioriterede indsatser på kernevelfærdsområder som sundhed, ældre og tryghed.

* Næste år vil kommunerne få tilbageført 1,9 milliarder kroner fra effektiviseringer til prioriterede indsatser på de borgernære serviceområder som ældre, børn og folkeskole.

* Samlet set får kommunerne dog færre penge til service. Når hele regnestykket er gjort op, betyder aftalen, at kommunernes serviceramme reduceres med 500 millioner kroner.

* Også når det gælder anlægsinvesteringerne, skal kommunerne spænde livremmen lidt ind. Anlægsinvesteringerne reduceres med 900 millioner kroner næste år. Investeringerne skal ifølge aftalen næste år samlet set udgøre 16,6 milliarder kroner.

* I aftalen fastslår parterne, at kommunerne også næste år skal "modtage og integrere et betydeligt antal flygtninge og familiesammenførte". Derfor videreføres det ekstraordinære integrationstilskud på 200 millioner kroner og investeringstilskuddet på 125 millioner kroner i 2016.

* Parterne er enige om, at kommunerne samlet set skal have det samme skattetryk næste år. Aftalen giver dog mulighed for, at nogle kommuner kan hæve skatten i 2016 inden for en ramme på 200 millioner kroner.

* Forudsætningen er dog, at andre kommuner sætter skatten tilsvarende ned. Aftalen opretter en tilskudsordning til de kommuner, som nedsætter skatten i 2016. Tilskudsordningen skal finansieres af staten.

Kilde: Forhandlingsresultat mellem regeringen og KL

/ritzau/