FAKTA: Sådan ser politikernes MRSA-plan ud

Skrevet af admin

17/04/2015

Dagens topnyheder

Der er indgået et bredt politisk forlig om en handlingsplan, der skal bekæmpe husdyr-MRSA ved at reducere antibiotikaforbruget markant.

* MRSA er en stafylokokbakterie, der er resistent overfor en række antibiotika. Stafylokokker er en naturlig del af bakteriefloraen hos cirka halvdelen af alle mennesker, og man kan ikke mærke, hvis man har stafylokokker.

* MRSA kan give anledning til en lang række infektioner lige fra overfladiske sår og bylder til alvorlige infektioner som knoglebetændelse og betændelse i hjerteklappen. Da MRSA er resistent overfor almindelig antibiotika, er infektionerne svære at behandle.

* Med den nye handlingsplan lægger partierne op til at sænke antibiotikaforbruget med 15 procent fra 2015 til 2018 i forhold til 2014-niveau.

* Fra 2009 til 2014 er antibiotikaforbruget allerede reduceret med cirka 17 procent i svinebesætningerne.

* Med andre ord vil planen samlet set resultere i en reduktion på godt 30 pct. siden 2009.

* Et andet af handlingsplanens tiltag er en udfasning af det antibiotika, der hedder Tetracyklin. Tetracyklin har i mange år har været et af de mest brugte antibiotika i landbruget, og eksperter peger på, at det er en væsentlig kilde til MRSA-problemer.

* Desuden indeholder planen hygiejnetiltag, der skal hindre spredningen af MRSA til det øvrige samfund, et fokus på reduktion af smitte i de enkelte besætninger, forskning og overvågning af udviklingen i husdyr-MRSA.

Kilder: Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut og Fødevareministeriet.

/ritzau/