FAKTA: Sådan ser regeringen på økonomien

Skrevet af admin

26/05/2015

Mest læste i dag

Økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) har tirsdag fremlagt Økonomisk Redegørelse med regeringens forventninger til dansk økonomi.

Her er hovedpunkterne:

* Den økonomiske vækst stiger:

Regeringen opjusterer sit skøn for den økonomiske vækst til 1,7 procent i år og 2 procent i 2016.

* Flere vil komme i beskæftigelse:

Regeringen venter nu, at henholdsvis 23.000 og 29.000 personer i 2015 og 2016 kommer i beskæftigelse. Det er især vækst i de private serviceerhverv, der er skyld i stigningen.

* Færre i ledighedskøen:

Gennemsnittet af bruttoledigheden vil i år være på 128.000. Det er 2000 færre, end regeringen skønnede i december. I 2016 vil årsgennemsnittet for bruttoledigheden være på 121.000. Det er 2000 færre end skønnet i december.

* Eksporten trækker den økonomiske vækst:

Danske virksomheders eksport ventes i år at stige 4,2 procent og 4,9 procent i 2016. Den indenlandske efterspørgsel begynder dog også at følge med - privatforbruget vil stige med 1,6 procent i år og 1,7 procent næste år, venter regeringen.

* Huspriserne:

Huspriserne ventes at stige med 4,5 procent både i år og næste år. Det er en opjustering på 1 procentpoint i forhold til vurderingen i december.

* Fortsat underskud på de offentlig finanser:

Regeringen regner med et strukturelt underskud på de offentlige finanser på 0,6 procent i 2015. Ifølge EU's finanspagt må det strukturelle underskud højst være 0,5 procent af BNP. Underskuddet på den offentlige saldo ventes at blive 26,3 milliarder kroner i år stigende til 50,3 milliarder i 2016.

Kilde: Økonomisk Redegørelse

/ritzau/