FAKTA: Sådan vil kommission sætte boligskatten op

Skrevet af admin

31/03/2014

Mest læste i dag

Produktivitetskommissionen afleverer mandag sin slutrapport til økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R). I den kommer kommissionen med en række anbefalinger, som berører almindelige danskeres skat.

Boligskatterne skal op:

* Ejendomsværdiskatten skal gradvist hæves til det niveau, der neutraliserer skattefordelen ved rentefradraget.

* Ejendomsværdiskatterne skal ikke længere være låst fast i kroner og øre. I dag bliver ejendomsværdiskatterne langsomt udhulet af inflationen.

* Den omstridte grundskyld bevares og om muligt tillægges større vægt i den samlede beskatning.

* Ejendoms- og grundvurderingerne skal være mere præcise, og der skal være "en tættere kobling" mellem ejendomspriserne og de udskrevne skatter.

* Samtidig skal skatten hurtigere stige eller falde i takt med priser på boliger og grunde.

* De nuværende regler om et loft over den årlige stigning i ejendomsskatterne kan ifølge kommissionen erstattes af en mulighed for, at skatteyderne kan få "indefrosset en del af skattebetalingen med et realistisk rentetillæg".

Skatten på arbejde skal ned - hvis der er råd:

* Kommissionen anbefaler, at politikerne fortsætter med at nedbringen antallet af danskere, der betaler topskat. Men kun hvis det "nødvendige finanspolitiske råderum kan tilvejebringes".

* Når der skal uddeles skattelettelser, skal skatten på danskernes arbejde dog afvejes over for behovet for at lette skatten for selskaber, så de danske virksomheder ikke stilles ulige i forhold til virksomheder i andre lande.

Kilde: Produktivitetskommissionens slutrapport.

/ritzau/