FAKTA: Sådan vil regeringen bekæmpe bander og rockere

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Strengere straffe er hovedlinjen i regeringens rocker- og bandepakke, som justitsminister Morten Bødskov (S) fremlægger ved et pressemøde tirsdag formiddag.

Regeringen har på finansloven afsat 200 millioner kroner over de næste fire år til bandepakken.

Strafskærpelser:

* Det skal være lettere at bruge den såkaldte bandebestemmelse, paragraf 81, der kan udløse dobbelt straf for forbrydelser såsom grov vold.

* Det skal fremover være nok, at lovovertrædelsen udspringer fra en "konflikt", hvor der én gang tidligere er benyttet skydevåben.

* I dag skal lovovertrædelsen have baggrund i et "gensidigt opgør", hvor der flere gange er benyttet skydevåben, før paragraffen kan tages i brug.

* Straffen for at være i besiddelse af skydevåben på offentligt tilgængelige steder hæves til mindst et år og tre måneders fængsel. (I dag er minimumstraffen et års fængsel.)

* Straffen bliver hævet med yderligere tre måneder, hvis man er i besiddelse af skydevåben med tilhørende ammunition

* Det skal koste 40 dages ubetinget fængsel, hvis man for tredje gang bliver taget med en ulovlig kniv. (I dag er straffen 14 dages fængsel.)

* Straffen for at overtræde et zoneforbud hæves også til 40 dages ubetinget fængsel i tredjegangstilfælde.

Udgang og prøveløsladelse:

* Dømte rockere og bandemedlemmer kan få afslag på udgang og prøveløsladelser fra fængslet, hvis der er bandeopgør i gang.

* Derudover skal det være muligt at forbyde rockere, der er dømt for grov kriminalitet, at være i kontakt med deres rockergruppe under deres prøveløsladelse.

Bedre værktøjer til de involverede myndigheder:

* Regeringen vil udvide zoneforbuddet, der giver mulighed for at forbyde bandemedlemmer at opholde sig i bestemte områder, fra 500 til 1000 meter.

* Dusøren til meddelere, der kommer med oplysninger om miljøet til politiet, hæves til højst 50.000 kroner. (I dag kan man højst få 10.000 kroner.)

* Der skal sendes en ny vejledning til landets kommuner, der skal gøre dem klogere på planloven, der kan forhindre opførelse af rockerborge.

Styrkelse af exit-indsatsen:

* Der oprettes en pulje til finansiering af særlige exit-tiltag, som blandt andet skal give tidligere rockere mulighed for at få fjernet tatoveringer og få psykologiske test.

Kilde: Pressemeddelelse "Fast greb om banderne"

/ritzau/