FAKTA: Se Litauens euro-karakterbog

Skrevet af admin

04/06/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen anbefaler onsdag, at Litauen kan skifte sin nationale valuta ud med den fælleseuropæiske, så litas ved årsskiftet bliver afløst af euro.

Her er de formelle krav, Litauen ifølge kommissionens vurdering nu lever op til:

* LOVGIVNINGEN er klar til euro.

* STABILE PRISER. Inflationen må ikke være mere end 1,5 procent over de tre bedste eurolandes. Det giver i øjeblikket en referenceværdi på 1,7 procent. I 2008 var Litauens inflation helt oppe på 10 procent, men gennemsnittet for de sidste 12 måneder er 0,4 procent.

* KASSEBEHOLDNING. Det offentlige budgetunderskud må ikke være mere end tre procent af bruttonationalproduktet. Litauens budgetunderskud er siden 2011 faldet fra 5,5 procent til 2,1 procent i år og skønnet 1,6 procent i 2015.

* KREDITORER. Statens gæld må højst være på 60 procent af bruttonationalproduktet. Litauens offentlige gæld er i øjeblikket under svag stigning fra 39,4 procent af BNP sidste år til forventet 41,4 procent i 2015.

* STABIL VALUTA. Litauen har været med i valutakursmekanismen ERM II siden juni 2004. Den litauiske lita har ikke været under pres og svinger nu kun ganske lidt i forhold til euroen.

* RENTEN må ikke være mere end to procentpoint højere end i de tre bedste eurolande, hvilket for tiden giver en referenceværdi på 6,2 procent. I april var Litauens 3,6 procent.

* ANDET. Litauen lever også op til krav til betalingsbalancen, integration af vare-, arbejds- og finansmarkederne, ligesom landets økonomi vurderes at være velintegreret med økonomien i euroområdet som helhed.

Kilde: EU-Kommissionens konvergensrapport 4. juni 2014

/ritzau/