FAKTA: Se tidligere straffe for trafikdrab

Skrevet af admin

12/05/2014

Dagens topnyheder

Januar 2014 idømmes en 39-årig mand tre års fængsel og frakendelse af kørekortet i 10 år ved Retten i Kolding.

* Manden var påvirket af amfetamin, kørte for stærkt og slingrede, da han i juli 2013 ramte en bil på motorvejen ved Brande, hvor en 94-årig kvinde var passager. Hun blev dræbt i ulykken. Dommen, der er blandt de hårdeste i den type sager, er anket til Vestre Landsret.

I oktober 2013 idømmes en 39-årig mand 10.000 kroner i bøde og en betinget frakendelse af kørekortet i tre år ved Retten i Hjørring.

* Han var skyld i, at tre børn i juni 2013 mistede livet, da han ved Sindal kørte sammen med den bil, hvor børnene var passager. Manden kørte for stærkt og brugte mobiltelefon, men var ikke påvirket af stoffer eller spiritus. Hans kørsel blev ikke vurderet til at være særlig hensynsløs.

I september 2012 idømmer Retten på Frederiksberg en 26-årig mand 15 måneders fængsel samt fem års frakendelse af kørekortet.

* Manden dræbte i november 2011 en 10-årig pige og kvæstede pigens mor, da han overhalede indenom i et fodgængerfelt ved Forum i København.

I juni 2009 skærpede Vestre Landsret dommen over en 42-årig dødsbilist, der i byretten fik to et halvt års fængsel. Landsrettens dom lød på tre års fængsel.

* Bilisten blev dømt for i en brandert at have slået fire personer ihjel, da han kørte imod færdselsretningen på motorvejen mellem Vejle og Fredericia.

I januar 2006 idømte Højesteret en 22-årig mand to års fængsel for uagtsomt manddrab, hvilket var et år mindre end i Østre Landsrets dom.

* Manden dræbte to mennesker, da han kørte ræs på Frederikssundsvej i Brønshøj i København og ramte tre personer, da han kørte venstre om et helleanlæg. En overlevende kvinde mistede sit fem måneder gamle foster i ulykken.

/ritzau/