FAKTA: Tidsplan med løs bagkant for EU's magtkamp

Skrevet af admin

11/03/2014

Mest læste i dag

Europæisk politik bliver i 2014 præget af, at der skal skiftes ud i toppen.

* Følgende topjob er i spil:

Formand for Det Europæiske Råd - populært kaldet EU-præsidenten.

Formand for EU-Kommissionen.

EU's Høje Repræsentant - populært kaldet EU's udenrigschef.

Yderligere 26 EU-kommissærer. Der er 28 EU-lande, men kommissionsformanden og udenrigschefen tæller også som kommissærer.

Formentlig en ny fast formand for eurogruppen.

Generalsekretær i Nato.

 

* Tidsplanen i skitseform:

22.-25. maj: Valg til Europaparlamentet i EU's 28 medlemslande. I Danmark er det søndag den 25. maj.

27. maj om aftenen: EU's stats- og regeringsledere spiser middag sammen i Bruxelles.

24.-25. juni: Nato udenrigsministermøde i Bruxelles.

26.-27. juni: EU-topmøde. Indledes med en middag i Ipres uden for Bruxelles.

1.-3. juli: Det nye parlaments første samling, første del af konstitueringen med valg af parlamentsformand og fordeling af medlemmerne i politiske grupper.

Engang i juli: Muligvis et nyt EU-topmøde, hvis navnene stadig ikke er på plads.

14. - 17. juli: Det nye parlaments anden samling. Parlamentet er klar til at vælge den nye kommissionsformand.

4.-5. september: Nato-topmøde i Wales.

30. september: Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens mandat udløber.

1. november: Den nye EU-kommission skal efter planen formelt tiltræde.

30. november: EU-præsident Herman Van Rompuys mandat udløber.

 

* Sådan vælges EU-præsidenten:

Herman Van Rompuys efterfølger udpeges af EU's stats- og regeringschefer.

 

* Sådan vælges EU-Kommissionens formand:

Hidtil har proceduren været ret enkel: Det Europæiske Råd bestående af regeringerne i EU's medlemslande har indstillet en kandidat, som Europaparlamentet kunne enten godkende eller forkaste.

Lissabontraktaten fra 2007 giver parlamentet mere magt med en lille justering:

"Under hensyntagen til valget til Europaparlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal i Europaparlamentet en kandidat til posten som formand for kommissionen. Denne kandidat vælges af Europaparlamentet med et flertal af dets medlemmer".

EU-Parlamentets tolkning: Det parti, der bliver størst ved valget, eller en koalition, indstiller en kandidat til medlemslandene. For at øge gennemsigtigheden og give vælgerne medbestemmelse stiller partierne på forhånd med hver deres kandidat.

Medlemslandenes tolkning: Det er stadig os, der bestemmer - men vi skeler selvfølgelig til valgresultatet.

 

* Sådan vælges Natos generalsekretær:

Anders Fogh Rasmussens efterfølger udpeges af Natos medlemslande - der er ingen fast procedure for, på hvilket niveau beslutningen skal træffes, men det behøver ikke at ske på et topmøde.

/ritzau/