Familier til forsvundne flypassagerer er i dyb sorg

Skrevet af admin

24/03/2014

Dagens topnyheder

Meldingen om at alle om bord på det forsvundne Boeing 777-fly formentlig er døde, har udløst kraftige reaktioner hos familie og pårørende.

I mere end to uger har de pårørende ikke vidst, hvad der er sket med passagerne om bord på flyet fra Malaysia Airlines.

Derfor har det også efterladt flere i dyb sorg, efter at den malaysiske premierminister på et pressemøde har meddelt, at flyet med al sandsynlighed er styrtet ned i Det Indiske Ocean.

På et hotel i Beijing, Kina, har meddelelsen efterladt flere af de fremmødte familiemedlemmer grædende, mens flere er gået klynget til hinanden efter den tragiske nyhed, rapporter nyhedsbureauet AFP.

Ud af de i alt 227 forsvundne passagerer var 153 kinesere, og derfor har reaktionen været ekstra voldsom på Lido-hotellet i den kinesiske hovedstad.

Flere af de pårørende har ifølge AFP tilbragt mere end 14 dage på hotellet, mens de har ventet på nyt omkring flyet og familiemedlemmerne om bord.

Det franske nyhedsbureau skriver, at selv chancen for, at der kunne have været tale om en flykapring, har givet familierne håb om, at deres familiemedlemmer stadig ville kunne blive fundet i live.

Ved mandagens pressemøde forsikrede den malaysiske premierminister, at Malaysia Airlines vil fortsætte eftersøgningen af det forsvundne fly.

Premierministeren har også slået fast, at en intensiv undersøgelse af, hvad der skete med flyet, vil fortsætte, idet man ønsker svar på de spørgsmål, som stadig er uafklarede.

Ingen vragdele fra flyet er med sikkerhed blevet fundet, men i løbet af de seneste dage er forskellige genstande i fjerntliggende egne af Det Indiske Ocean blevet spottet.

/ritzau/AFP