Fankrigs eks-præsident sigtet for korruption

Skrevet af admin

02/07/2014

Dagens topnyheder

Den tidligere præsident Nicolas Sarkozy er blevet sigtet for korruption og for at bruge sin politiske indflydelse i en kriminel efterforskning, lyder det fra franske anklagere natten til onsdag.

Beslutningen om at sigte ekslederen i sagen kommer efter en 15 timer lang afhøring af Sarkozy.

Det er første gang, at et tidligere statsoverhoved i Frankrig er blevet tilbageholdt af politiet. Men det er anden gang, siden Sarkozy mistede sin præsidentpost, at han bliver efterforsket for ulovligheder. Han risikerer op til fem års fængsel.

Sagen fra 2007 drejer sig om, at Sarkozy med hjælp fra sin advokat, Thierry Herzog, skal have forsøgt at forpurre politiets efterforskning i en sag, der kunne have sendt den tidligere præsident bag tremmer.

Blandt andet mener efterforskerne, at den 59-årige franskmand skal have forsøgt at lokke fortrolige informationer ud af en dommer.

Samtidig skal Sarkozy være blevet tippet om, at hans telefon blev aflyttet af politiet i et forsøg på at finde ud af, om hans valgkampagne i 2007 blev finansieret af den tidligere libyske diktator Muammar Gaddafi.

Sarkozy bliver beskyldt for at lade sin valgkamp i 2007 støtte med op mod 50 millioner euro fra den libyske diktator samt penge fra Frankrigs rigeste kvinde, L'Oreal-arvingen Liliane Bettencourt.

Hidtil har Sarkozy imidlertid affejet anklagerne som latterlige, og sidste år blev han renset for anklager om at have modtaget Bettencourts penge.

Mandag blev hans advokat og to dommere tilbageholdt af politiet.

Sagen kan ødelægge Sarkozys politiske karriere.

/ritzau/AFP