Fans skal kåre årets danske fodboldspiller 2014

Skrevet af admin

11/02/2015

Dagens topnyheder

Danske fodboldfans skal bestemme om Christian Eriksen (Tottenham), Kasper Schmeichel (Leicester), Simon Kjær (Lille) eller Pierre-Emile Højbjerg (Augsburg) fortjener titlen som årets danske fodboldspiller 2014.

Det er en jury nedsat af Dansk Boldspil-Union (DBU), der har peget på de fire spillere som mulige vindere af titlen.

Nu skal en afstemning på forbundets hjemmeside afgøre vinderen.

Man kan stemme frem til 22. februar, hvorefter vinderen vil blive afsløret fredag den 27. februar i Odense i forbindelse med DBU's årsmøde.

Ved samme lejlighed kåres vinderen af årets mål.

Christian Eriksen har allerede vundet prisen som årets fodboldspiller 2014 i Spillerforeningens regi. Den fik han overrakt i januar ved DR's Sport 2014-show i Boxen i Herning.

/ritzau/