Far har begravet treårige Aylan hjemme i Kobani

Skrevet af admin

04/09/2015

Dagens topnyheder

Faren til den druknede syriske dreng, hvis billede er gået verden rundt og blevet et hjerteskærende symbol på flygtningekrisen, vendte fredag hjem til grænsebyen Kobani i Syrien, hvor han nu har begravet sin familie.

Abdullah Kurdis kone, Rehan, og det syrisk-kurdiske pars to drenge - Aylan på tre år og Galib på fem år - druknede, da deres båd kæntrede på vej fra Tyrkiet til den græske ø Kos.

De tre blev begravet ved siden af hinanden i udkanten af Kobani, en by på grænsen mellem Syrien og Tyrkiet, som er delvist ødelagt af kampe mellem Islamisk Stat og kurdiske krigere.

En lokal journalist, der var til stede ved begravelsen, oplyser, at mange var mødt op for at tage en sidste afsked med de to drenge og deres mor.

- Alle var meget ulykkelige og græd, siger journalisten Mustefa Ebdi ifølge AFP.

Han tilføjer, at Abdullah Kurdi så "sammenbrudt" ud under begravelsen af sin familie.

- Jeg bebrejder ikke nogen for dette. Jeg bebrejder mig selv. Jeg vil betale prisen for dette resten af mit liv, sagde han til de sørgende ved begravelsen.

Abdullah Kurdi har fortalt, hvordan drengene "gled ud af mine hænder", da deres båd sank i havet.

- Som en far, der har mistet sine børn, ønsker jeg ikke noget for mig selv fra denne verden. Det eneste jeg ønsker er, at krigen i Syrien slutter omgående, sagde han på vej til Kobani.

Ved begravelsen sagde den knuste far, at hans familie kun var nogle få af de mange tusinder ofre for krigen i Syrien, og han bad om "en løsning på tragedien", siger Ebdi.

Forinden havde Abdullah Kurdi oplyst til den amerikanske tv-station CNN, at familien var på vej til Sverige.

- Alt det, jeg drømte om, er væk. Jeg vil begrave mine børn og sidde ved siden af dem, til jeg dør, siger den ulykkelige far til CNN.

Fotoet af den treårige Aylan Kurdi, der ligger livløs på en strand i Tyrkiet, har øget protesterne mod de europæiske landes indsats i flygtningekrisen.

/ritzau/