FC København-profiler undgår straf for Randers-episoder

Skrevet af admin

30/04/2015

Dagens topnyheder

To kontroversielle episoder fra FC Københavns kamp i søndags mod Randers FC får ingen konsekvenser for FCK-spillerne Mathias "Zanka" Jørgensen og Nicolai Jørgensen.

Det meddeler Dansk Boldspil Unions (DBU) disciplinærinstans, der har gransket episoderne og fået en redegørelse fra kampens dommer Michael Johansen.

I begge tilfælde var FCK-spillerne i infight med Randers' Kasper Fisker.

I episoden med Mathias "Zanka" Jørgensen viste tv-billeder, at FCK-spilleren ramte Fisker i hovedet med sin arm, men dommeren så episoden og vurderede ikke, at den skulle straffes.

- Efter der er fløjtet for offside til FCK, forsøger Mathias "Zanka" Jørgensen (MZJ) at gribe bolden i den naturlige spilstandsning med sin højre hånd.

- I samme sekund kolliderer Kasper Fisker i høj fart ind i MZJ, som i refleks beskytter sig selv med højre arm, der rammer Randers-spilleren i hovedet/nakken.

Det vurderes, at det var Kasper Fiskers egen skyld, at de to stødte sammen.

- Trioen vurderede, at det dermed var et uundgåeligt tilfældigt sammenstød i en spilstandsning, lyder det i redegørelsen.

Da dommerne så episoden, har disciplinærinstansen ikke mulighed for at behandle den.

I tilfældet med Nicolai Jørgensen så dommerne ikke, at Jørgensen sparkede ud efter Fisker efter en nærkamp.

Men DBU har ikke ment, der var grundlag for at straffe offensivspilleren:

- Efter at have analyseret Nicolai Jørgensens spark, er det fodboldens disciplinærinstans’ vurdering, at der jævnfør de disciplinære bestemmelser 1 i 1a ikke er tale om en "forseelse, hvor en spiller udsætter en modspiller for fare eller som i øvrigt er udtryk for en adfærd, der i alvorlig grad er utilladelig eller voldsom".

/ritzau/