FC Köln er tilbage i det fine tyske selskab

Skrevet af admin

22/04/2014

Dagens topnyheder

FC Köln er igen tilbage i Bundesligaen. Efter to sæsoner i den næstbedste tyske række sikrede klubben sig oprykning mandag aften med en 3-1-sejr over VfL Bochum.

Resultatet betyder, at Köln med tre runder igen har et forspring til nummer tre, SC Paderborn, på 11 point, og dermed kan oprykningen ikke længere glippe.

Köln kom ellers bagud mod slutningen af første halvleg, men tre mål efter pausen vendte kampen, og så kunne jublen ellers bryde ud på Rhein-Energie-Stadion, hvor hele 49.100 tilskuere var mødt op.

FC Köln har vundet det tyske mesterskab tre gange, men har lidt en omskiftelig tilværelse i det nye årtusinde med fem nedrykninger indenfor de seneste 17 sæsoner.

Senest skete det i sæsonen 2011/12, hvor FCK-træner Ståle Solbakken en overgang havde ansvaret for holdet, inden han blev fyret efter blot at have hentet otte point i de første 13 kampe.

Sidste sæson sluttede Köln som nummer fem, men denne gang lykkedes det altså uden problemer at sikre en tilbagevenden til Bundesligaen.

Blandt holdets profiler er den tidligere Leverkusen-angriber og landsholdsspiller Patrick Helmes, den slovenske forsvarsspiller Miso Brecko og den polske midtbanespiller Adam Matuszczyk.

/ritzau/