FCK henter sikker sejr efter slem Cornelius-skade

Skrevet af admin

13/04/2015

Dagens topnyheder

FC København har sat sig tungt på andenpladsen i Alka Superligaen efter mandagens sikre 4-0-sejr på udebane over bundproppen Silkeborg.

Christian Poulsen, Youssef Toutouh, Bjørn Sigurdarson og Steve De Ridder scorede målene for FCK.

Men en slem skade til FCK-angriberen Andreas Cornelius hældte alvorlig malurt i bægeret for FCK.

Cornelius blev tacklet af Silkeborgs forsvarsspiller Dennis Flinta efter en halv times spil og måtte udgå med en brækket ankel. U21-landsholdsspilleren blev transporteret fra banen i store smerter på en båre.

FCK oplyste under kampen på Twitter, at Cornelius har brækket anklen og modtager behandling på sygehuset.

- Corner har brækket anklen, men det nærmere omfang af skaden og dens varighed kendes ikke endnu, siger FCK's klublæge Anders Boesen.

FCK-spillerne var tydeligt påvirkede af den slemme skade. Og FCK skal have ros for abstrahere fra episoden på en professionel måde.

Det var den centrale midtbanespiller Christian Poulsen, som fik FCK ud af choktilstanden med 1-0-målet på hovedstød efter et hjørnespark.

Det var blot fem minutter efter skaden til Cornelius, og det var Christian Poulsens første mål for FCK siden skiftet tilbage til klubben sidste sommer.

Yderligere fem minutter senere øgede Youssef Toutouh til 2-0 på en perle af et frispark, og den føring holdt til pause.

I anden halvlegs 68. minut gjorde Bjørn Sigurdarson det til 3-0 med sit første mål for københavnerne, da Thorbjørn Holst Rasmussen lavede en fæl brøler i Silkeborgs forsvar.

Også Steve De Ridder nåede at komme på tavlen for første gang i Superligaen, da FCK-angriberen udnyttede fornemt forarbejde af Cornelius-afløseren Danny Amankwaa og cementerede 4-0-sejren.

Også Silkeborg havde chancer til at score i løbet af kampen. Tættest på kom Frank Hansen efter blot et kvarter, men FCK-keeper Stephan Andersen fik reddet skuddet fra Silkeborg-anføreren.

I anden halvleg brændt Silkeborgs indskiftede Jeppe Illum en stor chance, da Stephan Andersen kom hurtigt ud af sit mål.

FCK har med sejren 46 point efter 24 kampe på ligaens andenplads - Brøndby har 38 point på tredjepladsen. FCM fører tabellen med 57 point. Der resterer ni spillerunder.

/ritzau/