FCK nærmer sig toppen med sejr over AGF

Skrevet af admin

13/04/2014

Mest læste i dag

Det var en gave for FC København, at FC Midtjylland lørdag tabte til OB. Københavnerne udnyttede midtjydernes pointtab til at hale tre point ind på andenpladsen.

FCK vandt 1-0 over AGF i Parken. Dermed kom FCK op på 42 point og er kun tre point fra FCM og den andenplads, der giver adgang til kvalifikationen i Champions League.

Her skal man huske på, at FCK-ledelsen budgetterer med, at klubben kommer i Champions League i næste sæson.

Den indskiftede FCK-angriber Igor Vetokele stod for det afgørende mål efter 84 minutter, da belgieren på snedig vis headede et frispark fra Pierre Bengtsson i mål.

Inden da havde FCK i hele kampen forgæves forsøgt at komme igennem AGF's forsvarsmur, som var solidt styret af anfører Anders Kure og Johan Lædre Bjørdal.

FCK forsøgte at komme blæsende fra start, og Georg Margreitter og Rurik Gislason havde mulighederne til at give hjemmeholdet en drømmestart.

Men FCK'erne brændte chancerne i de første minutter af kampen, og så blev resten af første halvleg en lang ørkenvandring.

AGF stod godt i forsvaret og satsede på kontraangreb. Tættest på kom Casper Sloth, som var helt alene med FCK-keeper Johan Wiland, men svenskeren fik reddet forsøget, og der blev også fløjtet for offside.

FCK-træner Ståle Solbakken råbte og skreg på sidelinjen, så spyttet stod ud af nordmandens mund. Men det hjalp ikke på hjemmeholdets spil, som var idéfattigt og alt for stationært.

Der var spredt piften ved pausefløjt fra flere af de 15.427 tilskuere, og det havde heller ikke været kønt fodbold at se på. FCK kunne ikke, og AGF ville ikke.

I anden halvleg var det igen FCK, som kom flyvende fra start. Bengtsson skød på stolpen, og Andreas Cornelius formåede ikke at sende returbolden i nettet, selv om bolden landede lige for fødderne af ham.

Kort efter var der skydetelt foran AGF-målet, men hverken Gislason eller Cornelius kunne få bolden i nettet. Og heller ikke Daniel Braaten var skarp på dagen.

Det må bekymre Solbakken, at FCK ikke scorer flere mål, når chancerne egentlig er til det.

Efter 65 minutter fik Cornelius en af den slags chancer, som skal sparkes ind. Men igen endte det med en afbrænder, da lobbet over en fremstormende Emil Ousager røg ved siden af mål.

Sådan blev det ved i størstedelen af anden halvleg, hvor AGF virkede mere end tilfredse med det ene point.

Aarhusianerne kunne bruge uafgjort til mere end FCK i forsøget på at redde endnu en sæson i Superligaen.

Det lykkedes dog ikke AGF-muren at holde stand, så det bliver fortsat en hård kamp for overlevelse. AGF har 29 point og er kun to point over nedrykningsstregen.

/ritzau/