FCK-profil: Pokalen er den korteste vej til Europa

Skrevet af admin

26/03/2014

Dagens topnyheder

Når FC København og FC Nordsjælland onsdag aften mødes til den første af to semifinalekampe i pokalturneringen, er der meget på spil for begge hold.

FC København er for tiden nummer tre i Superligaen, mens FC Nordsjælland er nummer syv. Derfor er pokaltitlen en genvej til muligheden for at spille europæisk fodbold i næste sæson.

- For os er det simpelthen den korteste vej til international fodbold lige nu. Det skal vi også have i baghovedet, når vi ligger som vi gør i tabellen, siger FC Københavns Thomas Kristensen til sin klubs hjemmeside.

FC København kommer med en skuffende uafgjort superligakamp mod Randers i bagagen. FC Nordsjælland vandt senest over topholdet FC Midtjylland.

Onsdagens kamp spilles i Parken med start klokken 19. De to hold spiller returkamp i Farum den 10. april.

/ritzau/