FCM-anfører efter sejr: Dårligste præstation i sæsonen

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjylland vandt mandag aften den niende hjemmekamp i træk, da det på MCH Arena blev til en sen 2-1-sejr over nedrykningstruede FC Vestsjælland på mål af Jim Larsen og Kristian Bach Bak.

Midtjydernes anfører og matchvinder, Kristian Bach Bak, var efter kampen ikke tilfreds med sit holds præstation.

- Det var den dårligste kamp i sæsonen, og vi stod ikke særligt kompakt i kæderne. Jeg ville helst have været sådan en indsats foruden, men det er jeg ligeglad med nu. Tre point er tre point, siger anføreren.

Forsvarskollegaen og målscorer Jim Larsen gav efter opgøret udtryk for, at spillet blev for meget på FC Vestsjællands præmisser.

- Vi vidste inden kampen, at det kunne blive vigtigt med stor tålmodighed, og sådan blev det også. Det var en rigtig arbejdssejr, hvor vi til sidst heldigvis fik scoret det afgørende mål, siger Jim Larsen.

FC Midtjylland-cheftræner, Glen Riddersholm, mente, at hans mandskab spillede for langsomt i store dele af kampen, og det derfor ikke blev nogen køn affære.

- Det var en svær kamp for os. Vi traf nogle forkerte valg og havde for mange boldberøringer. Vi fandt aldrig rytmen, og det skal FC Vestsjælland også have kredit for.

- En sejr som i dag kendetegner et ægte tophold. At vinde fuldt fortjent på en dårlig dag er også en kvalitet i sig selv, siger Glen Riddersholm.

FC Midtjylland slutter efterårssæsonen på søndag, hvor der er dømt topkamp i Telia Parken mod FC København. Midtjyderne er aktuelt 11 point foran københavnerne på tredjepladsen.

/ritzau/