FCM er videre i CL: Banker ungarsk storhold

Skrevet af admin

09/11/2013

Dagens topnyheder

FC Midtjyllands håndboldkvinder spillede sig lørdag videre til hovedrunden i Champions League.

Det danske mesterhold er med lørdagens sejr på 26-25 over FTC-Rail Cargo Hungaria sikre på at avancere fra gruppespillet allerede før den sidste gruppekamp senere på måneden hjemme mod MKS Selgros Lublin.

FCM-træner Helle Thomsens spillere kan så småt begynde at drømme om Champions League-titlen, da kun turneringens otte bedste hold deltager i hovedrunden.

Danskerne slog allerede i begyndelsen af oktober FTC-Rail Cargo Hungaria, der tidligere hed Ferencvaros, med 32-23 på hjemmebane.

Derfor var troen også stor forud for udekampen i Ungarn, hvor taktikken var at overrumple modstanderne på kontraangreb.

De danske gæster nøjedes dog ikke med at sprinte fra de ungarske modstandere.

I målet tog målvogter Sabine Englert godt fra, mens backerne Stine Jørgensen og Line Jørgensen fik hamret nogle vigtige skud i mål.

FCM førte 13-10 ved pausen og bragte sig yderligere foran i begyndelsen af anden halvleg.

Hjemmeholdet fik reduceret afstanden, og en dansk angrebsfejl 10 sekunder før tid betød, at værterne fik mulighed for at udligne til 26-26. Et ungarsk frikast i sidste sekund ramte stolpen, og så var den danske sejr en realitet.

FCM topper gruppe B med otte point før sidste spillerunde. Buducnost og FTC-Rail Cargo Hungaria følger efter med seks point, men da de to forfølgere tørner sammen i sidste spillerunde, er FCM sikre på avancement.

/ritzau/