Lige nu læser andre
FCM Håndbold bliver den anden part i kvindernes pokalfinale i håndbold, som Team Tvis Holstebro allerede kvalificerede sig til for et par dage siden.
Midtjyderne vandt 31-26 over Randers HK i lørdagens semifinale i en kamp, der blev afgjort allerede efter de første 30 minutter.
Randers overraskede ellers positivt forleden ved at slå Viborg i ligaen, og derfor havde hjemmeholdet et begrundet håb om at kunne besejre midtjyderne.
Men håbet smuldrede stille og roligt, efterhånden som første halvleg skred frem. For Randers-forsvarets offensive satsning mislykkedes fuldstændigt, og FCM scorede næsten på hvert eneste angreb.
Læs også
Efter et kvarter var Randers bagud med syv mål, og ved pausen var stillingen hele 11-21.
Det virkede som om, at anden halvleg bare skulle overstås, og måske havde den tanke også sat sig i midtjydernes hoveder.
I hvert fald gik gæsterne gevaldigt ned i kadence efter pausen og tillod sig blandt andet en ni minutter lang scoringspause undervejs.
Det benyttede de ufortrødent kæmpende Randers-spillere til at file på forspringet, og ved stillingen 22-26 med ni minutter igen var der igen kommet et lille gran spænding i kampen.
FCM red dog stormen af, og med en scoring af Nycke Groot til 30-26 to minutter før tid var kampen afgjort.
Pokalfinalen spilles 27. december. Det er tredje år i træk, at FCM deltager i finalen.
/ritzau/